Om Blåbærhave


Blåbærhave er en lille frugtplantage i Nordenhuse på Østfyn. Vi ligger tæt ved Storebælt og ca. lige midt mellem Kerteminde i nord og Nyborg i syd. Vi dyrker ca. 1 ha med søde kirsebær og har ca. 30 forskellige sorter. Desuden dyrker vi blåbær, både de storfrugtede amerikanske blåbær, der bliver buske ligesom solbær og ribs, dels de små skandinaviske, som sjælden bliver større end 30-40 cm høje buske. Vi har lidt forskellige blommer, æbler, pærer, jordbær og hindbær.

Vores friske frugt og bær sælges i en lille gårdbutik. En lille del af de høstede bær og frugter laver vi marmelade af, som ligeledes sælges i gårdbutikken.

Vi er medlem af den lokale forening ”Kongens Fadebur”, efter det historiske fænomen om at lokale bønder og frugtavlere, leverede produkter til kongens slot i Nyborg når den danske konge holdt Danehof.

Vores ønsker og mål er at kunne levere gode smagsoplevelser af frisk frugt, derfor er vores frugter og bær solmodne når de plukkes og sættes til salg i gårdbutikken. Solmodningen, der betyder at frugten bliver hængende på busken eller træet så længe som muligt, bevirker at der er det maksimale indhold af smagsstoffer i frugten.

 

Hvem er jeg.

Jeg hedder Bjarne Hjelmsted Pedersen. Jeg er født i 1951, er uddannet laborant (bio-laborant 1972), hortonom (cand.hort. 1978) og forsker (ph.d. i 2005). Mit speciale som forsker var stenfrugt (især sødkirsebær, surkirsebær og blomme).

WEB-shoppen:

I web-shoppen sælger vi Personligheds analyser – Livets Træ, meditations-CD’er, Morgenkort, Go’nat kort og Nattegn. Desuden tilbyder vi Kinesiologisk Fjernbehandling, foredrag og kurser i Livets Træ (Kabbalahen) og Hypnoterapi.

kirsebær bakke
friske blommer fra blåbærhave
friske kirsebær fra blåbærhave